Overgangen fra vuggestue til børnehave kan godt føles lidt overvældende for barnet – og dets forældre. En ny stor verden åbner sig, og hvordan skal det mon gå, når barnet skal ud i den store børnehaveverden med alle de store børn?
Hver tirsdag er de 5-6 største børn og en voksen fra vuggestuen på besøg i børnehaven. Her er de med til dagens aktivitet, som kan være bål dag eller krea, alt efter hvad der er planlagt. Dette gør vi, for at børnene kan få en mere tryg overgang fra vuggestue til børnehave. Børnene vil på den måde lære de andre børn og voksne bedre at kende og kan se frem til det store skridt at blive et børnehavebarn.
På denne måde kan børnehavens personale gradvist danne sig et billede af barnet, hvorved de bedre kan vurdere, hvilken stue der bedst vil egne sig for barnet samt sikre, at der er alderssvarende børn for barnet at kunne danne relationer med.
Når et vuggestuebarn skal starte i børnehave, vil der være en overleveringssamtale med forældrene og et personale fra hver afdeling. Når dagen er kommet, møder forældrene med barnet kl. 09.30, og så snart barnet har fundet ind i en leg, siger de farvel. Personalet ringer til forældrene, når de vurderer at barnet skal hentes, da der vil være enormt mange indtryk for barnet. Kommer barnet fra en dagpleje eller en anden institution vil forældrene deltage på barnets første dag og barnet skal have korte dage i den første uge, alt dette vil aftales på overleveringsmødet.